Desværre bruges psykiatriske diagnoser i stigende grad, når man skal forklare, hvad der er galt med mennesker, især børn og unge. Opfattelsen er at, hvis man ikke passer ind i de givne rammer, så må der være noget galt. Efterspørgslen på diagnoser skyldes til dels at diagnosen mange steder er gået hen og er blevet en betingelse, hvis man skal have hjælp fra det offentlige system eller for at der tilses nogle rammer der passer til det enkelte individ for at sikre en sund og god personlig udvikling.
Risikoen ved diagnoserne er, at opmærksomheden på støttemuligheder drejer fokus væk fra de uanede muligheder, som ligger i forhold til udvikling af utilpassede børn og unge menneskers potentialer, dvs. recovery / det at komme sig.
Børn og unge mennesker spejler sig i, hvad andre tror, er muligt for dem. Hvis de spejler sig i en forestilling om, at de har et livslangt handicap, så risikerer man, at det bliver en selvopfyldende profeti.
En diagnose kan bruges som det ”øjebliksbillede”, hvorfra den videre udvikling kan foregå.
Børn og unge mennesker med problematisk adfærd er ofte også et ”produkt” af de interpersonelle relationer de indgår i.
Børn og unges problematiske adfærd er et forsøg på at overleve og et forsøg på at kommunikere til omgivelserne, at noget er galt.
Det er vigtigt at se de interpersonelle relationer, som henholdsvis symptomskabende eller symptomhelbredende, frem for at stigmatisere og evt. diagnosticere børn og unge mennesker. Dermed ligger ansvaret ikke udelukkende hos den enkelte utilpassede, men også hos omgivelserne (familie, venner, kollegaer, ledere, klassekammerater, lærere, pædagoger, skole, samfund etc.)
Hvis mennesket får lov at udvikle sine evner/styrkesider, øges selvværd, selvtillid, nysgerrighed og motivation, hvorved der skabes energi og lyst til at udvikle mere svage sider.
Vi lærer mest, udvikler os mest og er mest kreative når vi stilles overfor meningsfulde udfordringer af passende sværhedsgrad.
Fra vi fødes er nysgerrighed, leg og kreativitet en naturlig del af vores liv.
Alle mennesker er en del af en større helhed og indgår i et netværk af gensidige påvirkninger.
Alle mennesker er betydningsfulde og har individuelle intelligenser og mangesidige evner. Hvis disse intelligenser og evner udnyttes optimalt, kan de i samspil med andres intelligenser og evner skabe mangfoldighed og innovation i gruppesammenhæng.